Den Frie er kunstnernes hus og har været det siden 1898. Hvert år danner huset ramme om Danmark mest traditionsrige kunstnersammenslutninger, og den 6. december åbner Grønningen sin tilbagevendende udstilling – 110 år efter sammenslutningens første udstilling på Grønningen i 1915.

Årets udstilling tager afsæt i samtidens kriser og viser, hvordan 38 kunstnere arbejder i og omkring denne kontekst med en insisterende og anderledes alvor. Alle vægge i Den Frie udstillingsbygning er malet sorte, mens Grønningen FOCUS, den kuraterede tilføjelse til den faste udstilling, lyser huset op udvendigt. To greb der skaber ramme for kunsten i en tid, hvor den må finde vej i og ud af mørket.

Tre kunstnere, der markerer sig på den danske samtidskunstscene, vises som gæster på årets udstilling: Tora Schultz med sine stramme og humoristiske værker, Melanie Kitti med sine underfundige, bemalede objekter og Adam Christensen med følsomme og teatralske tableauer og performances.

Grønningen FOCUS præsenterer i år lyskunst på Den Fries facade og forplads. Grønningens egne medlemmer Anita Jørgensen, Viera Collaro og Erik A. Frandsen viser sammen med gæsterkunstnerne Gun Gordillo, Henrik Plenge Jakobsen, Esben Weile Kjær og Ragnhild May et udogmatisk og nuanceret snit igennem dansk samtidskunst.

Frieda Toranzo Jaeger arbejder med maleri som en måde at kritisere og frigøre sig fra binære forestillinger og magssystemer. I centrum af hendes aktuelle udstilling på Den Frie er et stort maleri af sammensatte paneler, der hænger ned fra loftet. Værket har en rumlig karakter, som også gør det til skulptur, installation og scene. Det er malet på begge sider, og danner på den måde to verdener, der kontrasterer nutidens teknologiske, kapitalistiske og drømmende virkeligheder.

Et gennemgående spor i Frieda Toranzos værker er en fascination og problematisering af menneskehedens ambitioner om at beherske naturen og erobre universet gennem videnskab. Hun undersøger friktionen mellem mennesker og maskiner, rationalitet og begær, som i dag aktualiseres af nye udviklinger på sociale medier og i kunstig intelligens. Hvad sker der, når selvbestemmelse opsluges af teknologi og vender tilbage i fremmedgjort form?

I værkernes ombrydning af teknoutopiske drømme opstår andre visioner om fremtiden, som er båret af queer begær og trådt ud af kolonialismens skygger.

Frieda Toranzo Jaeger (f. 1988) bor og arbejder i Mexico City, Mexico. Hun er uddannet fra Hochschule für Bildende Künste i Hamborg.

Udstillingsrummet OSLO

OSLO er Den Fries udstillingsrum i underetagen, dedikeret til soloprojekter. I OSLO producerer og præsenterer vi nye værker af kunstnere fra forskellige nationaliteter, generationer og medier, skabt specifikt til Den Frie og med fokus på sociale og politiske spørgsmål, der søger at skabe forståelse for den verden, vi lever i i dag. Den Frie blev grundlagt af kunstnere med en eksperimenterende tilgang og kollektiv ånd. OSLO viderefører denne arv ved at støtte nyskabende kunstneriske praksisser i samtiden. Navnet OSLO er både en reference til Den Fries placering på Oslo Plads og et anagram for solo.

Kunstnernes Efterårsudstilling 2025 markerer KE’s 125-års jubilæum. Vil du have muligheden for at udstille dine værker på Den Frie Udstillingsbygning i hjertet af København og samtidig blive en del af udstillingens lange historie? Den Frie Udstillingsbygning danner igen i år rammen om en af Danmarks mest traditionsrige og nyskabende kunstbegivenheder. Hold øje med KE’s Open Call i september, og bliv en del af Kunstnernes Efterårsudstillings jubilæumsudstilling.

Siden 1900 har Kunstnernes Efterårsudstilling været en åben, censureret udstilling, hvor alle – uanset alder, uddannelse, køn, etnicitet og baggrund – har mulighed for at ansøge. KE har fra begyndelsen været kunstnernes udstilling – organiseret og kurateret af kunstnere for kunstnere. Den har fungeret som en dynamisk platform for eksperimenterende samtidskunst og som et fagligt og socialt mødested, hvor kunstnere kan udveksle idéer, metoder og visioner. Det kunstneriske fællesskab har altid været en grundpille i KE’s DNA. Jubilæumsudstillingen fremhæver netop det – ikke blot som en værdi, men som en aktiv og levende praksis. Derfor har KE i år inviteret fem jurymedlemmer, der – udover deres egen praksis – også er engagerede i kunstnerdrevne udstillingssteder og fællesskaber.

Kunstnerdrevne udstillingssteder deler mange af de samme grundprincipper som KE: De opstår af et ønske om at skabe frie rum for kunstnerisk udfoldelse, kritisk dialog og kollektiv handling. Ofte udfylder de et tomrum, f. eks. ved at facilitere et møde med samtidskunsten i lokalområder, hvor kunsten mangler, eller ved at skabe en platform for de nye kunstnere, der ellers har svært ved at finde plads. De sætter rammen for kunst, der måske ikke passer ind i de etablerede institutioner, og giver plads til eksperimenter på tværs af discipliner. Her er det kunstnere, der tager ejerskab over, hvordan kunst bliver produceret, vist og forstået – præcis som det altid har været i KE.

Ved at styrke forbindelsen mellem KE og det kunstnerdrevne miljø ønsker vi at understøtte en tradition, hvor kunstnere løfter hinanden – fagligt og strukturelt – og hvor kollektive initiativer ikke ses som et alternativ til den professionelle kunstverden, men som en essentiel del af den.

Juryen for KE25 består af fem billedkunstnere, der tilsammen udgør et bredt spektrum af den danske og internationale kunstscene, og som alle har et tilhørsforhold til et kunstnerdrevet udstillingssted: Charlotte Thrane, Heidi Hove, Markus von Platen, Torben Ribe og Mads Borre.

Arrangementer

Torsdag 13.11.25, 19.00 – 20.00

”Opbakning søges – betalt opgave”. Performance med Rosa Marie Frang

Søndag 16.11.25, 12.00 – 13.00

Omvisning med Markus von Platen (censor)

Torsdag 20.11.25, 19.00 – 20.30

“AI – fællesskabende eller isolerende?”. Oplæg med Kristoffer Ørum + Ada Ada Ada

Søndag 23.11.25, 12.00 – 13.00

Omvisning med Torben Ribe (censor)

Torsdag 27.11.25, 19.00 – 20.30

”Hvordan bliver jeg en professionel kunstner”
Paneldebat med Charlotte Thrane (censor), Heidi Hove (censor), Sonja Lillebæk (Sydhavn Station) og Mie Frederikke Fischer Christensen (forperson for KE). Moderator: Tanya Lindkvist

Følelser fylder – i populærkulturen, i den offentlige debat og i vores hverdagsliv. Samtidig befinder verden sig i en kollektiv tilstand af krise, uro og uvished, der uundgåeligt har indflydelse på vores følelsesliv og påvirker de valg vi tager. Gruppeudstillingen Maybe we could both belong undersøger, hvordan følelser ikke blot er subjektive, indre tilstande, men også er sociale og politiske kræfter, der er formet af historiske kontekster og som kan animere nye bevægelser.

Gennem skulptur, video, installation og maleri peger 12 internationale samtidskunstnere på, hvordan følelser opstår og cirkulerer mellem mennesker – hvordan de både forbinder os, skaber afstand imellem os og har indflydelse på, hvordan vi orienterer os i verden. Udstillingens værker åbner op for forskellige emotionelle rum, hvor levet liv, relationer og sociale strukturer udspiller sig. Her bliver det tydeligt, hvordan bestemte følelser kan udnyttes til at instrumentalisere undertrykkelse og eksklusion, men også hvordan følelser kan bruges som brændstof til at ændre ens situation, relationer og fællesskaber – og måske endda politiske systemer.

Udstillingens fjerne resonansbund er den symbolistiske bevægelse som var definerende for de kunstnere, der i 1890’erne grundlagde Den Frie. De anså individets indre liv som en både kreativ og kritisk kraft i deres rebelske formulering af et nyt kunstnerisk sprog. Inspireret af den feministiske teoretiker Sarah Ahmeds Følelsernes Kulturpoltik undersøger udstillingen en udvidet forståelse af følelser og deres rolle. Ifølge Ahmed, eksisterer følelser ikke uafhængigt i individet, de er relationelle og opstår snarere i mødet mellem mennesker, objekter, billeder og diskurser. Denne forståelse af hvordan følelser produceres og distribueres, kan potentielt bruges i formuleringen af en strukturel kritik af den måde vi har indrettet os på og til at forestille os andre og mere solidariske fællesskaber. På hver deres måde, tager udstillingens værker fat i sådanne spørgsmål.

Udstillingens titel er lånt fra sangen Maybe.. af det Københavnske band haloplus+

Sian Kristoffersens kunstneriske praksis spænder over en bred vifte af medier og materialer og trækker på inspirationer lige fra antik mytologi, over natur og science fiction, til populærkultur, mode og litteratur. Sian Kristoffersens værker bevæger sig mellem surrealistiske fantasier, mystiske materielle erindringer og hverdagslige objekter og situationer. Værkerne fremkalder et rigt spektrum af associationer, følelser og begær.

I udstillingen Ice-pleasure udfolder en række skulpturelle installationer sig som et scenografisk tableau i bl.a. bronze, tekstil og stål. Som beskuere, er vi placeret midt i et øjebliksbillede af levende skulpturer, der synes at være frosset i et afgørende moment. Gennem materiale og form fortælles fragmenter af den historie, der er gået forud for vores ankomst, og måske endda også af den situation, der venter når vi har forladt rummet. Der er en gennemgribende ambivalens på færde i Ice-pleasure – på samme måde som med en ødelagt portrætstatue i bronze, der i 1964 blev udgravet i Sparta, og som har været en tilbagevendende figur i Sian Kristoffersens arbejde de senere år. Skulpturens ansigt er smadret, asymmetrisk, og er på paradoksal vis samtidig det, der kendetegner hendes identitet. Selvom ansigtet er forvrænget, er hendes følsomme træk tydelige: de buede øjenbryn, de store øjne med tunge øjenlåg og håret med skilningen i midten får hende til at virke næsten uhyggeligt nærværende.

I Sian Kristoffersens skulpturelle installation i OSLO blander genkendelige elementer sig med mere abstrakte former; sammensmeltninger mellem objekter, spejlinger, forvoksede dele, huller og åbninger prikker til vores forståelse af det, vi tror vi kender. Noget synes at være brudt sammen, eller måske er det grænserne mellem kroppe og tider, der er smeltet sammen. Ice-pleasure sammenblander det historiske med fremtidens potentialer i et landskab, hvor fiktion, fabulering og personlige erfaringer er uløseligt forbundet.

* Udstillingens titel er lånt fra bogen Eros the Bittersweet af Anne Carson.

Udstillingsrummet OSLO

OSLO er Den Fries udstillingsrum i underetagen, dedikeret til soloprojekter. I OSLO producerer og præsenterer vi nye værker af kunstnere fra forskellige nationaliteter, generationer og medier, skabt specifikt til Den Frie og med fokus på sociale og politiske spørgsmål, der søger at skabe forståelse for den verden, vi lever i i dag. Den Frie blev grundlagt af kunstnere med en eksperimenterende tilgang og kollektiv ånd. OSLO viderefører denne arv ved at støtte nyskabende kunstneriske praksisser i samtiden. Navnet OSLO er både en reference til Den Fries placering på Oslo Plads og et anagram for solo.