OSLO: Eliyah Mesayer: The speaker’s room
Udstillingsåbning 22.01.26 : 17.00 — 19.00
23.01.26 — 03.05.26
Eliyah Mesayers kunstneriske praksis balancerer på tærsklen mellem virkelighed og fiktion. På tværs af installation, performance og poesi – og med konceptuelle og scenografiske greb – materialiserer og sammenfletter hun historiske fakta med poetisk fiktion i drømmende og utopiske manifestationer.
Hendes fortløbende projekt Illiyeen tager udgangspunkt i et beduinsk udtryk, der refererer til et himmelsk register, hvor de retfærdiges gerninger nedskrives og bevares. I Mesayers praksis transformeres Illiyeen til en allegorisk “stat af intetsteds og nation af alle steder” – et sted hinsides geografiske og nationale grænser. Herfra udfolder hun en fiktiv og poetisk verdensopbygning, som undersøger, hvordan magt formes, distribueres og repræsenteres.
Mesayer har tidligere udstillet på Den Frie som del af Den Frie Morgen (2020) og Bad Timing – Or How to Write History without Objects (2023). Udstillingen i OSLO er således i tråd med Den Fries kuratoriske ambition om tilbagevendende samarbejder med kunstnere.
Udstillingsrummet OSLO
OSLO er Den Fries udstillingsrum i underetagen, dedikeret til soloprojekter. I OSLO producerer og præsenterer vi nye værker af kunstnere fra forskellige nationaliteter, generationer og medier, skabt specifikt til Den Frie og med fokus på sociale og politiske spørgsmål, der søger at skabe forståelse for den verden, vi lever i i dag. Den Frie blev grundlagt af kunstnere med en eksperimenterende tilgang og kollektiv ånd. OSLO viderefører denne arv ved at støtte nyskabende kunstneriske praksisser i samtiden. Navnet OSLO er både en reference til Den Fries placering på Oslo Plads og et anagram for solo.
Kurator
Laura Gerdes-Miranda
Sif Lindblad