Deltagende kunstnere: Anne-Mette Schultz & Rasmus Røhling, Asger Jorn, Astrid Svangren, Benedikte Bjerre, Carl-Henning Pedersen, Claus Hugo Nielsen, Else Alfelt, Ernest Mancoba, Henry Heerup, Kasper Akhøj & Tamar Guimarães, Maria Wæhrens, Mette Rasmussen, Morten Knudsen, Saskia Te Nicklin, Sonja Ferlov Mancoba og Søren Andreasen.
Med trolde, nisser og mytiske skabninger og inspireret af vitalistiske strømninger stræbte kunstnergruppen Høst mod at udvide grænserne for liv og frihed i en tid, hvor ødelæggelse af alt liv på planeten pludselig var blevet en reel mulighed. I vores egen tid stiller spørgsmålet om liv og frihed sig igen som en følge af samfundets fragmentering og krisetilstand. Hvordan ser frihed ud i dag – hvis den da findes og ikke blot er utopi?
Det spørgsmål har givet anledning til at genbesøge de spontan-abstrakte kunstnere i Høstgruppen og gå i dialog med de livsformer, myter og mangfoldighed af væsener, som befolker deres billeder. Høstudstillingen eksisterede på Den Frie fra 1934 og frem til 1949, hvor den brød sammen, og de abstrakte kunstnere fortsatte videre i Cobra. Høst – en kontrafaktisk udstilling er en spekulation over, hvordan en Høstudstilling kunne se ud i dag, hvis kunstnergruppen ikke var gået i opløsning.
Det gennemgående motiv er menneskets forbindelse med dyr, med naturen og verdensrummet. De hverdagslige, formløse og overnaturlige væsener, som værkerne giver form, kan både opfattes som tegn på det totale sammenbrud i en tid tynget af kriser og som varsel om en ny frihed på fantasiens og den utøjlede kreativitets præmisser. Udstillingen udforsker liv, folkelighed og tilblivelse – og inviterer til at se fortid og samtid, umiddelbarhed og eftertanke, i åben udveksling.
Udstillingen er støttet af Arne V. Schleschs Fond, Augustinus Fonden, Carl-Henning Pedersen Fonden, Carl-Henning Pedersen og Sidsel Ramsons Fond, Dansk Tennis Fond, Knud Højgaards Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Lemvigh-Müller Fonden, Statens Kunstfond og William Demant Fonden.