Grønningen er en kunstnersammenslutning, hvor mangfoldighed, åbenhed og skala altid har været omdrejningspunkt. Igennem sammenslutningens lange historie har kunstnere fundet sammen omkring værkers energi og affekter snarere end ud fra en særlig ideologisk eller konceptuel linje. På dette års udstilling præsenteres publikum for værker af 38 medlemmer samt 3 gæster: Peter Linde Busk, Rasmus Nilausen og Lilibeth Cuenca Rasmussen. I alt 38+3 vidt forskellige retninger, på tværs af medier og teknikker som maleri, skulptur, fotografi, vævetæpper, tegning, keramik, collage, performance og installation.
Den store variation i værkformer og udtryk afspejler diversiteten på kunstscenen, hvor et væld af forskellige positioner eksisterer side om side i et åbent felt. I stedet for et overordnet tema er udgangspunktet en bred vifte af måder, hvorpå kunst kan være til, og et forsvar for kvaliteterne i alt det, som ikke er ens. Grønningen har historisk set kontinuerligt forvandlet sig i takt med det generelle skred i kunsten og kulturen. I sammenslutningens nuværende konstellation er der intet, der er diskvalificeret på forhånd. Alting er potentielt gyldigt, så længe et individ tager ansvar for det og investerer sig selv i det med tanker, krop og handling. Mangfoldighed er ikke kun et udgangspunkt men også en forpligtelse, der hele tiden skal genopfindes i nye former. Siden 1915 har Grønningen haft over 100 udstillinger på forskellige steder, hvoraf dette er den 17. udstilling på Den Frie. Årets udstilling er også et farvel til to af gruppens mangeårige medlemmer, Stig Brøgger, der døde tidligere i år og Lone Høyer Hansen, der gik bort i august.
Deltagende kunstnere:
Poul Agger, Merete Barker, Katja Bjørn, Peter Bonnén, Peter Brandes, Stig Brøgger, Morten Buch, Ronald Burns, Peter Linde Busk (gæst), Ruth Campau, Eva Steen Christensen, Viera Collaro, Anette Harboe Flensburg, Leonard Forslund, Erik A. Frandsen, Mads Gamdrup, Hjördis Haack, Ib Monrad Hansen, Lone Høyer Hansen, Nicolai Howalt, Kristofer Hultenberg, Poul Janus Ipsen, Astrid Kruse Jensen, Kirsten Justesen, Anita Jørgensen, Eske Kath, Eva Koch, Karin Lorentzen, Lise Malinovsky, Søren Martinsen, Michael Mørk, Mie Mørkeberg, Tina Maria Nielsen, Rasmus Nilausen (gæst), Hans Pauli Olsen, Lilibeth Cuenca Rasmussen (gæst), Trine Søndergaard, Arne Haugen Sørensen, Jørgen Haugen Sørensen, Jette Thyssen og Elisabeth Toubro.
Værker vist på denne side:
Peter Linde Busk, Helter Skelter, 2017, blandede materialer, ca. 720 x 500 x 20 cm
Ruth Campau, For Your Eyes Only (gold) I, 2020, akrylgibs, bladguld 23 3/4 karat, 28 x 20 cm
Stig Brøgger, Uden titel, 2020, akryl på mdf, 60 x 50 cm
Eske Kath, Contained Landscape, 2021, akryl og japansk tusch på hør, 240 x 360 cm
Anita Jørgensen, White Life, 2021, lærred, 105 x 155 x 21 cm