Arv kan være en kilde til inspiration såvel som et åg – uanset hvad er arv et generationsoverskridende princip, hvor fortiden materialiserer sig i nutiden og er med til at påvirke mulighedsrummet her og nu. Arv kan også være et valg. En kunstner kan vælge at gå i dialog med værker skabt i en anden tid og kontekst. I sådanne tilfælde er det ikke kun fortiden, der påvirker nutiden, det modsatte finder også sted. De værker, der skabes i dag, påvirker vores tilgang til og forståelse af historiske værker og kunstnerskaber.
ARVEN – efter Anne Marie Carl-Nielsen præsenterer nye værker af Nanna Abell, Nina Beier, Hannah Heilmann, Sophia Kalkau, Marie Lund, Rasmus Myrup, Tal R, Jytte Rex, Torben Ribe og Sif Itona Westerberg, der på poetisk og gribende vis aktualiserer og forankrer den danske billedhugger Anne Marie Carl-Nielsens (1863-1945) værk i vores samtid.
I relation til deres egen praksis har kunstnerne forholdt sig til Anne Marie Carl-Nielsens kunstnerskab gennem forskellige berøringsflader som form over tematik og motivverden, til livsverden og materialitet. Med udgangspunkt i kendte rytterstatuer såvel som aldrig realiserede værker varierer deres greb ligeledes fra opløsning af hierarkier til tvist af former og radikale ændringer i skalaforhold.
Anne Marie Carl-Nielsen tilhørte kredsen af stiftere af Den Frie Udstilling og var medlem af kunstnersammenslutningen frem til sin død i 1945, der blev markeret med en stor mindeudstilling på Den Frie det efterfølgende år. Med udstillingen ARVEN – efter Anne Marie Carl-Nielsen forbindes hendes historisk vigtige og særegne kunstneriske udsagn til en samtidig kontekst.
Udstillingen er generøst støttet af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat samt Statens Kunstfond, Dansk Tennis Fond og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Fotos af David Stjernholm