Kom til åbning af udstillingen O Rose fredag d. 9. februar 2024 kl. 17:00-19:00. Kunstnerne Marie Lund og Rosalind Nashashibi vil være til stede. Der vil være taler fra kl. 17.30.
O Rose er en kollektiv udstilling af den danske skulptør Marie Lund og den britisk-palæstinensiske filmskaber og maler Rosalind Nashashibi. De to kunstnere arbejder i forskellige medier og med vidt forskellige æstetiker. Men der viser sig at være metodiske overlap mellem den måde, de skaber deres værker på, og den måde, deres værker åbner sig mod og indoptager det levede liv, de bliver til i.
I sine film, udforsker Rosalind Nashashibi bl.a. kunstnerens mangfoldige personaer og roller, gennem karakterer, der hver især personificerer både kunstner og muse. Marie Lunds skulpturserier breder sig stumt i rummene. De refererer til eksisterende objekter, som er frigjort fra deres oprindelige brug og transformeret til abstrakte strukturer. Hverken skulpturer eller film er statiske eller autonome værker. De spejler sig i hinanden og bliver en slags værter for de udvekslinger og relationer, som flyder imellem dem.
Om udstillingsserien Valgslægtskaber
O Rose er en del af Den Fries udstillingsserie Valgslægtskaber, der udfolder forbindelser og samtaler mellem kunstnerkolleger. I denne fjerde udgave engagerer værker af Marie Lund (DK) sig med Rosalind Nashashibis (UK/PS) værker.
Udstillingen er støttet af: Augustinus Fonden, Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, 15. Juni Fonden.