Artificial Optimism

Artificial Optimism er en udstilling om futurismens resonanser i samtidskunst. Den italienske futurisme opstod i reaktion mod en stivnet fortid og med en ambition om at formulere nye æstetiske sprog til en moderne tidsalder præget af fart, transformation og fragmentering af tid og rum. Futurismen begyndte som en litterær bevægelse men udvidede sig hurtigt til også at omfatte maleri, skulptur, teater, fotografi, musik, arkitektur, scenografi og design. Futuristerne ønskede at rekonstruere verden ud fra en gennemgående designplan, der skulle forvandle alle kunstarter og alle aspekter af liv og tænkning.

Futurismens første internationale udstilling var i februar 1912 i et parisisk galleri, med værker af Umberto Boccioni, Carlo Carrà, Gino Severini, Luigu Russolo og Giacomo Balla. Denne udstilling kom senere på året til København (minus Balla), hvor den i sommeren 1912 blev vist på Den Frie. Artificial Optimism tager afsæt i den historiske udstilling og futurismens videre forgreninger i årene der fulgte frem til slutningen af 1. verdenskrig i 1918.

Udstillingen omfatter performances, installationer, film, skulpturer, tapeter, møbler, relieffer og meget andet  af 18 samtidskunstnere. I slægtskab med futuristerne, men med andre forudsætninger og intentioner, reagerer kunstnerne på nutidens teknologiske og eksistentielle landskab. Idag er de futuristiske æstetikker – og den optimistiske iver hvormed de mødte fremtiden – forlængst blevet til fortid. De samtidige kunstnere fremstiller andre tilgange til fremtiden som den tegner sig fra et nutidigt perspektiv, for at forstå hvor vi er nu.