Kunstnernes Efterårsudstilling (KE) danner ramme om de nyeste bud på, hvad samtidskunst er og kan være. I år har KE modtaget 493 ansøgninger med langt over 2000 værker i alt. Rigtig mange kunstnere har gennem tiden haft deres debut på KE, som efterhånden er én af de få tilbagevendende censurerede udstillinger på den danske kunstscene. Det særlige ved den censurerede udstilling er det helt igennem kompromisløse, demokratiske format, hvor der udvælges værker uden påvirkning af forudindtagede forestillinger om det gode CV, de rette forbindelser, uddannelsesbaggrund, alder og køn.
I år består censorpanelet af kunstnerne Anna Bjerger, Kirsten Justesen, Eske Rex, Andreas Emenius og rektor fra Det Jyske Kunstakademi, Judith Schwarzbart. Deres udvælgelse har selvfølgelig afgørende indflydelse på, hvordan årets udstilling vil tage sig ud. En udstilling som KE afspejler derfor både dét, der sker i vækstlaget her og nu, såvel som det årets censorpanel finder kunstnerisk interessant.
I mere end 100 år har Den Frie Udstillingsbygning, med få undtagelser, huset den årlige censurerede udstilling, Kunsternes Efterårsudstilling. I 1900 blev Kunstnernes Efterårsudstilling stiftet som alternativ platform til Charlottenborgs Forårsudstilling. I dag er KE ikke et alternativ, men en oplagt mulighed for nye talenter.