Med udstillingen Writings of Bodies <<<We Know It From the Inside>>> er der lagt an til en ukontrollabel, ekstatisk fejring af fabelagtige, billedmæssige, skulpturelle og performative kunstneriske udtryk. Udstillingen er kurateret af billedkunstnerne Dorte Jelstrup, Elisabeth Toubro og Kathrine Ærtebjerg. Sammen har de udvalgt og sammensat en gruppe af kunstnere, som udgør et fornemt udsnit af tidens mest fremtrædende kvindelige kunstnere på tværs af generationer – kunstnere, som hver især bidrager med kropsligt funderede erfaringer udfoldet i billedkunstneriske værker.
Udstillingens deltagere er:
Lise Blomberg, Ursula Reuter Christiansen, Jeannette Ehlers, Marianne Therese Grønnow, Lea Guldditte Hestelund, Dorte Jelstrup, Kirsten Justesen, Sophia Kalkau, Stense Andrea Lind-Valdan, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Elisabeth Toubro, Maria Wæhrens og Kathrine Ærtebjerg.
Den overordnede tematik for udstillingen bygger på inspiration hentet fra den franske feministiske kritiker, forfatter, dramatiker og filosof Hélène Cixous. Med sin legendariske tekst ”The Laugh of the Medusa” fra 1976 placerer Cixous sig som en af de centrale tænkere inden for feministisk teori. Hun opfordrer kvindelige kunstnere til at ”skrive” deres kroppe ud. Med Writings of Bodies <<<We Know it From the Inside>>> tager de deltagende kunstnerne med malerier, skulpturer, tegninger, videoværker og performative værker Cixous’ opfordring op. Udstillingen er sammensat af helt nyproducerede værker samt enkelte markante værker af ældre dato.
En af de helt store ambitioner med udstillingen er at vise diversiteten af kunstneriske stemmer og fortællinger, som de kvindelige kunstnere bidrager med. Med afsæt i en skrivning af kroppen åbner udstillingen sig ud mod kunstneriske undersøgelser af konstruktionen af kønnet, kønnet som en størrelse, der består af en stor variation af kønsudtryk samt post-kolonialistiske positioner.
”Med de kvindelige kunstneres fortællinger italesættes nye standpunkter, der kan indgå i den samtale, vi vedvarende har med hinanden i samfundet, om, hvordan vi løser problemer og skaber en fælles fremtid for os alle uanset køn”, lyder det fra kuratorerne bag udstillingen, der vil give plads til jævnbyrdige, kønsmæssige og kropsligt funderede erfaringer i de kunsthistoriske narrativer.
Writings of Bodies <<<We Know It From the Inside>>> er et resultat af Den Frie Udstillingsbygnings Open Call, der hvert år opfordrer kunstneriske grupperinger til at komme med deres bud på et projekt, der udfordrer og eksperimenterer med gruppeudstillingsformatet.
Fotos: Anders Sune Berg