THE SOFT SHIELDS OF PLEASURE præsenterer nye værker af danske og udenlandske kunstnere, og er kurateret af billedkunstneren Søren Andreasen.
Værkerne i udstillingen udgør en række abstrakte og iscenesatte rum, som man kan fortabe og fordybe sig i. Udstillingen kaster et kritisk blik på det aktuelle kulturelle landskab og tendensen til at basere den menneskelige erfaring på en uendelighed af vareudvekslinger og servicehandlinger.
Fokus er derfor rettet mod erfaringer, der ligger uden for dette, nemlig i abstraktionen og i fremtiden.
Mere konkret tager udstillingen udgangspunkt i spørgsmål som, hvad er konsekvensen af at forståelsen af kulturel produktion begrænses til en oplevelsesøkonomi? Hvordan kan kritiske artikulationer og handlinger tage form i en altomfattende kultur, hvor subjektivitet forventes at reproducere den kultur, den er del af? På forskellig vis responderer værkerne i udstillingen på spørgsmål som disse ved at etablere særlige handlingsrum – det vil sige abstrakte steder at agere og reagere i.
Deltagende medlemmer:
Rikke Benborg, Andrea Büttner, Gardar Eide Einarsson/Matias Faldbakken, J&K, Kristine Kemp, Ferdinand Ahm Krag, Maria Loboda, Emil Lykkegaard, Lars Bent Petersen
Kurateret af:
Søren Andreasen