Værket er en hybrid mellem opera, interaktiv 3D-teknologi og installationskunst. Oplevelsen varer i knap 10 minutter og kan kun opleves én person ad gangen. Silent Zone – Echo Chamber, der omhandler en incestramt familie, er et uddrag af den sarte og prisbelønnede kammeropera Silent Zone fra 2017. I installationen inviteres publikum indenfor i en abstraktion over et hjem, hvor fortielsen hersker. Komponisten Louise Alenius skrev sin libretto efter at have indsamlet udsagn fra personer, der har haft overgrebet tæt på – og som ved, hvor svært det er at bryde et tabu, når først det har sat sig i hjemmets vægge, i familien, i kroppen.
Alenius forklarer: ”Silent Zone handler om incest. Det store problem er, at vi ikke uden videre kan kigge ind i hinandens hjem og se, hvad der foregår, og når nogen forsøger at fortælle om det, er vi ikke altid i stand til at høre det. Vi har ikke et sprog, fordi incest er så tabuiseret. Og selve det med at skulle bryde ind og antyde, at nogen skulle gøre noget så grusomt over for deres børn, eller andre i nærmiljøet, er så voldsomt og grænseoverskridende, så det tør vi simpelthen ikke. Jeg tror, fortielsen hænger sammen med det her fuldstændigt vanvittige tabu. Så jeg tænker, at dét kan vi gøre. Vi kan tale om det. Vi kan punktere tabuet.”
EN GENREMÆSSIG HYBRID
Silent Zone – Echo Chamber er en hybrid mellem opera, interaktiv 3D-teknologi og installationskunst. Helt konkret er en 9 x 5 meter kube blevet bygget i Den Fries underetage. Publikum bliver udstyret med en smartphone og et par hovedtelefoner, hvorefter de går ind i installationen. Operaen udfolder sig her som et fysisk og skulpturelt lydlandskab, publikum kan gå rundt i. Gennem telefonen ses samtidig en familie på fire i skiftende situationer, og der tegner sig efterhånden et narrativ. Man kan frit bevæge sig rundt, gå tæt på karaktererne eller betragte det hele lidt på afstand.
Instruktøren Tue Biering beskriver oplevelsen således: “Installationen er et slags spøgelseshus. Man kommer ind i et tilsyneladende forladt rum, og man har fornemmelsen af, at nogen lige har været der. Pludselig er man omgivet af “spøgelser” i form af de karakterer, der toner frem digitalt. Du er fysisk alene inde i rummet, mens der bliver fremkaldt en masse situationer omkring dig, og du oplever noget, som du ikke burde have set. Du ser ikke selve overgrebene, men du overværer noget ubehageligt. Du burde gøre noget, men har ikke mulighed for at handle. Du bliver grebet af magtesløsheden.”
Kreditering
Komponist og libretto: Louise Alenius / Instruktør: Tue Biering / Kreativ programmør og teknologisk udvikler: Nikolaj Stausbøl / Lyddesign: Egil Sandfeld og Mikkel Larsen / Scenograf: Marie Rosendahl Chemnitz / Rekvisitter og indretning: Josefine Thornberg-Thorsøe og Therese Annebelle Jensen / Bygger: Anders Kragholm / 3D-scanninger: Rigsters / Teknisk konsulent: Molamil/Manyone / Idéudviling og tech producer: Darshika Karunahara / Initiativtager, kreativ udvikling og producent: Tine Reingaard
Medvirkende: Kenneth Andersson, Molly Grand, Falke Lindegaard Hvidtfeldt, Marianne Søndergaard / Sangere: Morten Grove (kontratenor), Frederik Rolin (bas-bariton) / Musikere: Louise Gorm (violin), Jenny Lüning (bratsch), Lea Emilie Brøndal Pedersen (cello), Andreas Hjorth Jessen (bas), Louise Schrøder (klaver), Ying-Hsueh Chen (percussion).
Derudover rettes der en tak til: Alfred Kann, Copenhagen Opera Festival, Edition Wilhelm Hansen, Gitta-Maria Sjöberg, Khora, Makropol, Miljø Tæpper Rødovre, Molamil/Manyone, Mona Alenius Kaniewski, Per Achen og Sten Byriel.
