Re(w)Rite! er en deltagerinvolverende og transformativ performance-installation skabt af Cantabile2 specifikt til Den Frie.
Henover et månedlangt forløb inviteres publikum med på en ritualernes opdagelsesrejse. Igennem menneskehedens historie er mange ritualer gået tabt, og blandt dem, der er bevaret, er nogle blevet slidt af tiden. Men hvad, hvis vi kunne skabe ritualer, der svarer til vores tid? Hvordan ville vi så vælge at fejre livet? Hvordan ville vi markere begyndelsen eller enden på kærlighed, barnets indtræden i voksenlivet, frugtbarhed, årstiderne, livets slutning, livets begyndelse, helbredelse, enden på en epidemi?
Gæsterne i Re(w)Rite! er til stede både som observatører og deltagere på de forskellige niveauer af rituelle handlinger og nyskabelser. Interaktionsdesignet er struktureret fra et princip om gamification, hvor publikum undervejs kan stige i levels og dermed få adgang til dybere lag i performancen.
Den forudbestemte tidsplan for rituelle begivenheder af forskellig varighed vil give publikum adgang til Re(w)Rite! på mange tider af dagen, og man kan opholde sig i installationen i 2, 4, 6 timer – eller en hel dag. Hver dag vil have en ny struktur, efterhånden som ritualerne opstår og udvikles i samspillet mellem publikum og performere i løbet af forestillingsperioden. Derfor kan publikum opleve værket 1, 2, 3 eller mange flere gange, hver gang på et højere niveau af intimitet og indflydelse.
Nb. Der er kun adgang med forkøbte billetter.