Hundrede tons sand udgør et kuperet landskab i Den Fries underjordiske udstillingsrum Minus 2, og sammen med klare, himmelblå vægge danner de baggrunden for Wael Shawkys dragende filmværk Al Araba Al Madfuna III, hvor myter, fakta og fiktion sammenvæves i en fortælling om menneskets stræben.
Den egyptiske kunstner Wael Shawky (f. 1971) er en stærk historiefortæller. På baggrund af et omfattende researcharbejde sammenkobler han personlige oplevelser og sociologiske analyser med historiske og litterære kilder. Koblingen omsættes til en stærk dynamik i fortættede og kraftfulde filmværker, hvor historiske emner indsættes i en samtidig kontekst, og nutidige konflikter perspektiveres igennem en historisk optik.
Wael Shawky (f. 1971) er født og opvokset i Alexandria, hvor han bor og arbejder. Han har tidligere haft soloudstillinger på The Modern Art Museum i Fort Worth, USA (2021), The Louvre Abu Dhabi (2020), ARoS (2018), Museum of Contemporary Art (MOCA), Kina (2017), Fondazione Merz, Schweiz (2016), MoMA P.S.1, USA (2015), Serpentine Galleries, Storbritannien (2013-14); KW Institute for Contemporary Art, Tyskland (2012) og bl.a. udstillet på Documenta 13 (2012), den 9. Gwangju Biennale, (2012) og den 50. Venedigbiennale (2003).
Fotos af David Stjernholm