Fredag d. 16. juni inviterer Den Frie naturen indenfor, når dørene åbnes for en dobbelt fernisering på udstillingerne Tue Greenfort ‘Spiser Den Frie’ og Carla Chans ‘The Ashes of Snow’. Aftenen afsluttes med Den Fries årlige og altid festlige sommerfest.
Greenforts total-installation fordeler sig i overetagens seks rum: med et stykke anlagt produktionsmark, et kunstgødningsspringvand, en 400 million år gammel svamp, Prototaxites, ur-svampen, svampen over alle svampe og den invasive Periphylla-gople. Gennem disse markører for en biologi i forandring, indtager Tue Greenfort Den Frie med sine nøgterne betragtninger omkring det komplekse forhold mellem mennesket og naturen. Fascineret af naturens mekanismer og mysterier udfordrer han de økonomiske, sociale, politiske og biologiske realiteter, som former vores selvbillede af menneskeheden.
I underetagen vises værket ‘The Ashes of Snow’ af Carla Chan. Et værk med en bittersød skønhed. Med et computerstyret system simulerer kunstværket et indendørs snevejr, hvor hvide rene snefnug daler ned og på vejen ændrer farve til sort. Snelandskabet er på én gang smukt og pessimistisk, som naturens sorte sne, der relateres til kraftig forurening. Det er første gang Carla Chan udstiller i Danmark og Den Frie er stolte over at byde hende velkommen.