Det er os en stor glæde at kunne præsentere en omfattende soloudstilling med kunstneren Marianne Jørgensen – en udstilling hvor naturen rykker indenfor, og kunsten kommer helt op under neglene.
I udstillingen ENTROPIA er udkant og urbanitet, mønstre i vores livsformer, og relationer til omgivelserne og vores jord, omdrejningspunktet. Med alt fra jordsprængninger, drømmehuller, miniature samfundsmodeller, videoinstallationer og lyd, rejser Marianne Jørgensen en lang række spørgsmål om byplanlægning, naboskab, boligformer, samt hvordan og hvorfor vi indretter os som vi gør.
Udstillingen baserer sig på både tidligere projekter, samt helt nye værker. Marianne Jørgensen arbejder i høj grad med ”work in progress” og processuelle værker, som strækker sig over årrækker, og derfor hverken kan, eller skal tænkes som afsluttede værker. Siden 1997 har hun arbejdet med flere projekter lokalt forankret i et markområde i Viby nær hendes egen bopæl – heriblandt projekterne love alley og Aw! Begge forløb præsenteres på udstillingen i en ny opdateret sammenhæng i form af modeller og videoværker.
Tværfaglighed og inklusion er karakteristisk for Marianne Jørgensens projekter. Hun inviterer kunstnere, arkitekter, forskere, lyddesignere og skribenter, til at deltage og respondere på hendes værker. Derfor bliver projekterne på én gang både meget personlige og kollektive. Udover at være kunstner, er hun i sin praksis i lige så høj grad en ihærdig og insisterende iværksætter, der motiveret af ideologi og indignation, opfodrer til refleksion over de ændringer, som skyldes den hurtigt udviklende urbanisme.
Udstillingens nyproducerede værk med titlen Fra orden mod kaos/ ENTROPIA er en fleretagers organisk konstruktion, beplantet af klyner og særlige græsarter fra den jyske hede. Publikum får her mulighed for at bevæge sig mellem beplantningen og op af trappesystemer til tagkonstruktionen og ovenlyset.