Navigate / search

Udenfor-Eksperimenter

Den Frie igangsætter Udenfor-Eksperimenter, et 4-årig kunst-, arkitektur- og performanceprojekt, der undersøger Den Fries fysiske placering og betydning som kulturinstitution i og for sit nærmiljø. Hensigten med projektet er at udforske og eksperimentere med kunstinstitutioners interaktion med borgerne i det offentlige rum og dermed nedbryde bygningens arkitektoniske grænse mellem inde og ude.
Udenfor-Eksperimenter ønsker at involvere en række kunstnere og arkitekter, der hver især får mulighed for at eksperimentere med J. F. Willumsens bygning, arkitektur, pladsen foran Den Frie samt de 8 veje, der fører til bygningen.

Se tidligere Udenfor-Eksperimenter her
 
 

 

Lydvandring

af Ditte Pradsgaard Holm
 
Den Frie ønsker at undersøge sit nærmiljø ved at eksperimentere med området omkring Oslo Plads. Ønsket er at initiere en dialog mellem ude og inde for derved at skubbe grænserne mellem kulturinstitutionen og det urbane, offentligte rum. En lydvandring er en oplevelse af lyd og rum, der både inddrager lydene i de omgivelser, man befinder sig i, og tilføjer et ekstra ’lag’ af lyde, som kommenterer og fremhæver de faktiske lydforhold, man befinder sig i.
 
Du guides frem af en stemme, men i ligeså høj grad af lyden af skridt, som bliver en rytme, du kan falde ind i, og stemmen bliver efterhånden en fortrolig – én du følges med og tænker i takt med. Lydvandringen er en poetisk leg med sanserne – kort sagt en unik gåtur, der både forstærker og løber om hjørner med det, vi ser og hører.
 
Lydvandringen er produceret af Ditte Pradsgaard Holm for Den Frie. Lydvandringen starter på trappen udenfor Den Frie. Brug høretelefoner af god kvalitet og skru højt op for volumen, for at få den bedst mulige oplevelse. Lydvandringen varer 20 minutter.

 
 

Audioguide

Lydvandring