Decembristerne 2003
There are no translations available.

Femoghalvfjerds år på kunstens barrikader

Kunstnersammenslutningen Decembristerne fejrer i år 75-års jubilæum i Den Frie Udstillings bygning.

Trekvart århundrede er der gået, siden Decembristerne holdt deres indtog i Den Frie Udstillings bygning. Gennem årene har de bekræftet deres renommé som kunstscenens utilpassede elementer. En gruppe individualister, som på femoghalvfjerdsindstyvende år går deres helt egne veje uden skelen til trends og moder, men altid engagerede og vedkommende i deres udtryk.
Udstillingen i år er ingen undtagelse. Tværtimod kan den samlet ses som udkrystalliseringen af Decembristernes ånd. Individualisme, engagement og kvalitet udgør den kompromisløse treenighed, der før som nu udgør gruppens ideologiske fundament.

Udstillerne
Hver for sig præsenterer kunstnerne værker, som er skabt til udstillingen i Den Frie Udstillings bygnings rum. Under titlen "An, auf, hinter, in , neben, über, unter, vor, zwischen" præsenterer eksempelvis Jørgen Carlo Larsen et poetisk rum, et hus med inventar, som er et komplekst samspil mellem konkret og abstrakt mellem det indadskuende og det udadrettede kommunikerende.
Sys HIndsbo viser bl.a. et 6,70 m langt maleri som med udgangspunkt i det bibelske Emaus-motiv tager det eksistentielle spørgsmål om tro under behandling.
I sin sædvanlige fabulerende stil og i så forskellige materialer som bronze, marmor og olie på lærred fortæller Hans Christian Rylander historien om kønnet, om magt og sårbarhed, og om de drømme, der som et beskyttende lag, lægger sig imellem eksistensen og os.

Gæsterne
Traditionen tro er Decembristerne ikke alene i Den Frie Ustillingsbygning, også i år har man givet plads for gæster. Fra vor hjemlige scene Christian Lemmerz, som bidrager med "High Noon Hiroshima mon amour)" en ironisk samfundsdebatterende kommentar, skabt i klassisk hvid carrara marmor, som på foruroligende vis udfordrer beskuerens vaneforestillinger om krop og køn, om aggression og passivitet. Den britiske kunstner Marc Quinn har i mange år kredset om skrøbeligheden ved hans egen "væren i kroppen", fokus har imidlertid flyttet sig, og kunstneren er i sine nyeste arbejder optaget af den eksistentielle dualitet mellem reproducerende liv og dødens endegyldighed.
Også den helt unge generation er repræsenteret. Kathleen toft og Ane Mette Ruge er interessante profiler fra vor hjemlige scene.

Bogen
I forbindelse med udstillingen udgiver Decembristerne en større tryksag, som dels er en scrapbog, der i billeder og presseklip fortæller kunstnersammenslutningens lange historier, dels i en række nye tekster af blandt andre forfatteren Jens Christian Grøndahl tilbyder engagerede perspektiver på kunstens moderne vilkår og dens forhold til pressen.

Arrangementer
Under udstillingsperioden afholder Decembristerne en række arrangementer.

Lørdag den 22. februar tilbydes publikum.

  • Kl. 13:00 & 15:00 omvisning ved kunsthistoriker mag. art. Lise-Lotte Blom.
  • Kl. 16:00 oplæsning ved forfatter Naja Maria Aidt
  • Kl. 16:00 koncert med The New Jungle Trio

Udstillingen forventes færdigplaceret torsdag den 13. februar 2003 og kan efter ferniseringen lørdag den 15. februar beses dagligt kl. 13-17 til og med den 21. marts.

 
prkaren.jpg
 
Banner
 
Banner