Foredrag med ph.d.-stipendat Sabrina Vitting-Seerup
Superhelte-verden er fyldt med sammensmeltninger af dyr og menneske, men i det kulørte univers er moralen tit sort/hvid. Det står meget klart, hvornår sammensmeltningen går godt, omend den sjældent sker med vilje. Fx får Spiderman sine kræfter efter et uheldigt møde med en radioaktiv edderkop, og Batman inspireres til sit kostume af en flagermus, der brager igennem hans vindue en sen nattetime. Men hvad så når dyrenes kræfter bruges til det onde af det vidt omspændende skurke-galleri? Og hvad med de gange, hvor det går mere end galt, og superheltene må befri tragiske skæbner fra deres dyriske instinkter?
I foredraget vil Sabrina Vitting-Seerup tage dig med ind i superheltenes univers for at vise, hvornår dyrenes kræfter iscenesættes som en gave, og hvornår de er en forbandelse og vederstyggelighed, der må bekæmpes af mænd og kvinder i spandex.
Om foredragsholderen
Sabrina Vitting-Seerup er gammel ’tegneserienørd’, der begyndte at lave foredrag efter hendes speciale om tegneseriens effekt vandt Kforums Specialepris for 2013. Siden da er hun blevet ph.d.-stipendiat på KU med fokus på diversitet og repræsentation i dansk kunst og kultur, og hun har vundet titlen som ’verdens bedste taler’ i The World Public Speaking Championship 2016, men tegneserien har hun aldrig sluppet.
Entré: 70 kr. Billetter kan forkøbes her.